ANSVARLIGHED SOM EN DEL AF DEN GODE SMAG
VORES BÆREDYGTIGE FOKUS

Når vi er så heldige at være på solskinsøen, giver det mening at udnytte de mange dejlige solskinstimer til at producere strøm og ikke lade dem gå til spilde. Med vedvarende solenergi sparer vi markant på udledningen af CO2 med vores moderne solcelleanlæg med over 100 paneler. 52% af vores energi kommer derfor fra den skønne Bornholmske sol og det kan smages.

Et unikt kendetegn på Bornholm er vores smukke sandstrande, hvor sandet er så fint at det bruges i timeglas. Så vi ved, hvor vigtigt det er, at hav og strande holdes fri for plastikaffald. Vores emballage er derfor fuldstændig fri for plastik. Ved at trykke billeder af vores lækre karameller på æskerne undgår vi plastikvinduer og plastikbeholdere.

Her på øen i Østersøen kommer man helt tæt på naturen. En vandretur på kyststierne eller en klatretur i klipperne – det er indbegrebet af Bornholm. Vores karameller er indpakket i komposterbart cellofan som blot er 43 dage om at kompostere, så man kan med god samvittighed nyde karamellerne og bagefter lægge papiret i den grønne kompostcontainer.

Al vores emballage er lavet af FSC-certificeret karton. FSC-certificeringen står for bæredygtig skovdrift og økonomisk levedygtighed i alverdens skove og sikrer skovarbejdernes sociale rettigheder. FSC-certificering er dermed en sikkerhed for, at vi bruger vores skove på en ansvarlig måde og samtidig sikrer, at skovene kan forblive fulde af dyreliv.

Hvad betyder det egentligt? Kort fortalt betyder det, at alle vores produkter er helt uden gluten, som flere og flere har intolerance overfor. GMO betyder at de råvarer vi bruger til vores produkter, ikke er blevet udvundet af genmodificerede afgrøder.

For at mindske vores CO2- aftryk indkøber vi så vidt muligt i Danmark eller hos vores nabolande i Europa. For os er det vigtigt at placere vores indkøb så tæt på som overhovedet muligt, både for at nedbringe CO2- udledningen, og dermed passe på vores fælles natur og planet, men også for at bevare arbejdspladser i Europa.

Trivsel og glæde har stor betydning for et godt arbejdsliv. Hos os betyder det meget, at smile og grine sammen, at give anerkendelse og plads til hinanden. Vi insisterer på at spise frokost sammen, for det giver nemlig et helt særligt sammenhold når vi alle kender hinanden.

Metalaffald er en værdifuld ressource, som der i stigende grad er fokus på, at indsamle og genanvende i Danmark. Affaldssortering er et must, og heldigvis viser statistikken at 75% af alt metal genanvendes – også vores fine dåser.

Trivsel og glæde har stor betydning for et godt arbejdsliv

Her hos os betyder det meget at sige tak, at smile og anerkende og at give plads til alle. Vi sætter alle stor pris på et godt arbejdsmiljø, som vi bidrager til i fællesskab.

Vi ved også, at det kan være svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter et langt fravær. Derfor har vi skabt et særligt program, der med tryghed, varme og tillid hjælper borgere med igen at blive en del af arbejdsmarkedet – og ofte bliver vi så glade for hinanden, at de bliver til faste medarbejdere.

Happy Hatten er et begreb, der har været en del af os i mange år. Hver fredag stemmer vi på hvem af os, der skal have Happy Hatten. Det bidrager til den positive stemning og til god hold ånd - og sørger for at alle bliver set. Det er nemlig dejligt at ens kollegaer lægger mærke til og sætter pris på det, man yder til fælleskabet. 

Ind i mellem holder vi Lyn-banko i frokostpausen, så er det vigtigt at man kan spise frokosten med en hånd - for det går bare stærkt (for på den måde er der jo flere, der kan vinde).

Hvorfor laver Karamel Kompagniet ikke økologiske karameller?

Vi har økologi øverst på vores ønskeliste og har haft det i lang tid, ja faktisk helt tilbage i 2006 har vi spurgt vores leverandører.

Vi har siden 2006 været i dialog med leverandører, for at få økologiske råvarer, men indtil videre er der ingen, der kan levere.

Vi er en stor karamelvirksomhed, men vi er en lille virksomhed indenfor sukkeruniverset, og da ingen af de store aktører presser på for økologi, kan vi ikke selv tvinge en økologisk produktion igennem – indtil videre. Vi har derfor valgt også at afsøge vores nærmeste EU-lande for mulige leverandører, og det er en dialog, vi på nuværende tidspunkt har.

Hertil er den yderligere udfordring, at vi skal sikre at leverandøren kan levere den rette kvalitet, stabilt og i de mængder, vi har brug for.

Hvornår laver I økologiske karameller?

Så snart det kan lade sig gøre!
Det kræver en komplet omlægning af vores produktion at overgå til økologi. Vi kan ikke nøjes med at lave blot et eller to produkter økologisk, da der er nogle meget strenge krav ift. f.eks. krydskontaminering under både opbevaring af råvarer og produktion af produkter. Derfor er vi indstillede på at gå 100% over til økologi, når vi kan få vores råvarer økologisk.

Gør I andet for at være grønnere?

Ja, vi gør meget.
Vi vil gerne være med til at gøre en forskel for vores alles verden og natur. Derfor fokuserer vi på at skabe et grønnere aftryk, og har inklusionsfokus for Karamel Kompagniet. Vi ser hele tiden på, hvad vi mere kan gøre, og de ting, der allerede er blevet realiserede er disse:

  1. Plastikfri emballage: Alle vores nye gaveæsker (lanceret august 2020) er plastikfri. Det betyder blandt andet, at vi har fjernet plastikvinduet ind til vores produkter og i stedet trykt et billede af karamellerne på.
  2. FSC-certificering: Alle vores nye gaveæsker, vores nye forsendelsesæsker og vores nye julekalender (lanceret august 2020) er lavet i FSC-certificeret materiale.
  3. Komposterbart cellofan: Vores karameller er enkelt-indpakkede i komposterbart cellofan, med FSC og OK Compost Home certifikat.
  4. Fokus på et grønnere fodaftryk: Vi indkøber så vidt muligt danske råvarer, vi køber så vidt muligt fra danske leverandører og vi får så vidt muligt vores emballager produceret i Danmark. De ting, vi ikke kan få i Danmark, får vi fra de nærmeste EU-lande der kan levere. Vi vil holde transporten så kort som muligt.
  5. Genbrug af vand: Vi har fået speciallavet et genbrugssystem til det vand, vi bruger i det lukkede kredsløb inde i vores køleborde. Dermed er det det samme vand, der bruges igen og igen, og vi reducerer vores vandforbrug betydeligt.
  6. Affaldssortering: De ting, der indeholder plast, er alle nemme at affaldssortere. Det vil sige, at f.eks. flowposer kan sorteres som plast, og ikke har coatings, der gør at de ikke kan genbruges.
  7. Inklusion af udsatte borgere: Vi arbejder med et program, hvor vi hjælper med at få borgere, der har været længe væk fra arbejdsmarkedet, tilbage på arbejdsmarkedet. Her handler det om at skabe tryghed, opbygge selvværd og langsomt indsluse borgeren på arbejdspladsen, både i forhold til ansvar og det sociale liv. Ofte giver vi ikke slip på disse borgere igen, når inklusionstiltaget er overstået, men ansætter dem i stedet.
  8. FN’s verdensmål: Vi arbejder med FN’s verdensmål, med fokus på 8, 9, 11 og 12.

Hvorfor bruger I ikke Fairtrade-råvarer?

Vi har gjort os mange tanker om det, og desværre siger Fairtrade ikke noget om råvarernes kvalitet. Dertil kommer der løbende rapporter om, hvordan Fairtrade retningslinjerne ikke bliver overholdt af deres leverandører.