Anne au Chocolat's kokosbarer med saltkaramel

Nemme og sjove at lave

-Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at udvikle nogle opskrifter til bornholmske Karamel Kompagniet, tøvede jeg ikke et sekund. Jeg er nemlig allerede stor fan af deres håndlavede gourmetkarameller, og det er en sand ære at få lov til at lege med deres lækre karameller i mit søde køkken.

 

Jeg har brugt de fabelagtige Fløde & Sydesalt karameller til at lave disse skønne bounty bars med kiksebund, saltkaramel og chokolade samt mandelsplitter på toppen. Geniale konfektbidder, hvis man er glad for bounty og karamel :)

 

-Anne au Chocolat

Det skal du bruge til 12 store, 24 mindre eller ca. 40 konfektbidder:

 

Kiksebund
100 g smør, smeltet
200 g Digestive kiks eller anden form for havrekiks

 

Bountyfyld
200 g kokosmel
265 g sødet kondenseret mælk

 

Saltkaramel
240 g Fløde & Sydesalt karameller fra Karamel Kompagniet
30 g piskefløde

 

Pynt
75 g mørk chokolade
25 g mandelsplitter
evt. lidt guldstøv

Sådan gør du:

 

Kiksebund:
Blend kiksene til fine krummer i en blender og kom dem i en skål. Vend det smeltede smør i. Fordel kikseblandingen i en kvadratisk form (22 cm x 22 cm) beklædt med bagepapir. Sørg for at presse godt, så blandingen samler sig som en bund. Stil på køl, mens bountyfyldet forberedes.

 

Bountyfyld:
Bland kondenseret mælk sammen med kokos i en skål og tryk kokosmassen ud på kiksebunden. Stil på køl og lav saltkaramellen.

 

Saltkaramel:
Kom Fløde & Sydesalt karamellerne og piskefløde i en tykbundet gryde. Lad flødekaramellerne smelte langsomt i fløden ved medium varme under omrøring, det må gerne lige nå at småkoge kort. Fordel saltkaramellen på bountyfyldet. Og stil den på køl i et par timer og gerne natten over.

 

Pynt:
Smelt (og temperer gerne) den mørke chokolade og drizzle den over saltkaramellen. Drys med mandelsplitter (som evt. er vendt i lidt gulvstøv). Skær ud i stykker og server straks eller opbevar på køl indtil servering.